En arbejdsskadeforsikring er en lovpligtig forsikring, der sikrer at ansatte kan få erstatning, hvis der skulle ske en ulykke i forbindelse med arbejde.
Vil du vide mere om hvordan en erstatningssag fungerer? Få en dybere indsigt i arbejdsskadeerstatning.
I Danmark er det altså som arbejdsgiver lovpligtigt at have en arbejdsskadeforsikring, for at forsikre sine medarbejdere mod arbejdsulykker, såvel som erhvervssygdomme. Dette gælder for de fleste virksomhedsformer, herunder aktieselskab, anpartsselskab, iværksætterselskab og andelsselskab, også selvom du er den eneste ansatte.
Hvad dækker en arbejdsskadeforsikring over?
Arbejdsskadeforsikringen dækker over skader, der er opstået i forbindelse med arbejde, eller arbejdsmæssige forhold. Dette kan både være en personskade, eller en erhvervssygdom. Her er der tale om erstatning for tab af erhvervsevne samt godtgørelse for varige mén.
Skulle det ske at en ansat afgår ved døden, grundet arbejdsrelaterede årsager, kan de efterladte yderligere have krav på økonomisk godtgørelse.
Hvis man som arbejdsgiver ikke har oprettet en arbejdsskadeforsikring for sine ansatte, bliver dette straffet med bøde. Hvis en ansat bliver udsat for en arbejdsulykke, uden at arbejdsgiveren har tegnet en forsikring, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring dække erstatningen. Arbejdsgiveren vil dog efterfølgende skulle tilbagebetale erstatningen, samt udgifter til sagens behandling.
Hvordan køber man arbejdsskadeforsikring?
For at leve op til de lovmæssige krav om arbejdsskadeforsikring, skal man være dækket for både ulykker og erhvervssygdom. Disse to er opdelt i seperate forsikringer. Forsikring for arbejdsulykker kan tegnes hos en række forsikringsudbydere, mens forsikring for erhvervssygdom skal tegnes via Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Prisen på en arbejdsskadeforsikring er ofte varierende fra det ene forsikringsselskab til det andet. Grunden til dette er, at de forskellige selskaber vurdere risikoen forskelligt. Yderligere afhænger prisen af en arbejdsskadeforsikring af hvor mange ansatte der er i virksomheden, samt skadesrisikoen ved virksomhedens beskæftigelse.
Arbejdsskadeforsikring for selvstændige
Hvis du som selvstændig driver personligt ejet virksomhed, som en enkeltmandsvirksomhed eller et interessentskab, eller er medarbejdende ægtefælle, er der som regel ikke et krav at have en arbejdsskadeforsikring. Hvis du som selvstændig vil forsikres mod arbejdsskader, skal du altså aktivt oprette en forsikring hos et forsikringsselskab og/eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.