E-mærket er en certificeringsordning, som beskytter forbrugeren mod svindel på nettet. Formålet med e-mærket er at sikre dig som forbruger og give de legale webshops medvind.
Hvis du har en virksomhed som driver en webshop, så har vi samlet tre gode råd til dig og din webshop.
E-mærket opererer efter forbrugeraftalelovens regler. En netbutik skal leve op til en række forbrugerbeskyttende retningslinjer for at få tildelt mærket. Når du finder mærket på en webshop, kan du være sikker på, at virksomheden er tjekket og løbende bliver tjekket af e-mærket. Bag e-mærket er bl.a. Forbrugerrådet, Dansk Erhverv og Dansk Industri (DI).
Hvordan sikrer e-mærket dig som forbruger?
Når du handler hos en e-mærket webshop, så:
- Er du dækket ind med op til 10.000 kroner ved svindel, når du køber fysiske produkter.
- Er du ikke i tvivl om, hvem du handler med, fordi det står tydeligt på sitet.
- Kan du nemt finde netbutikkens persondatapolitik.
- Ved du, at netbutikken er kontrolleret af e-mærkets jurister.
- Kan du nemt finde og læse netbutikkens fortrydelses- og reklamationsoplysninger.
- Får du fri adgang til hjælp hos e-mærkets juridiske vejledning ved klagesager.
Der er altså en række forhold, som sikrer, at forbrugeren får en god oplevelse med online shopping hos en webshop.
Værktøj til sikker shopping
I samarbejde med TrygFonden har e-mærket gjort det endnu nemmere at spotte fup-webshops. De har nemlig udviklet et værktøj, som viser, om webshoppen har rent mel i posen.
Når du har installeret værktøjet, kan du se en status ud for søgeresultaterne i din Google-søgning og på sitet. Fup-webshops er markeret med et rødt advarselsikon, og certificerede webshops er markeret med e-mærket. ‘Sikker Shopping’-værktøjet kan downloades på e-mærkets hjemmeside.
Men hvorfor er ‘Sikker Shopping’-værktøjet overhovedet relevant?
Mange fup-netbutikker bliver ikke lukket med det samme. Samtidig har størstedelen af fup-webshops en udenlandsk webadresse. Når politiet får en fup-butik i sigtekornet med en udenlandsk webadresse, så kan de ikke bare lukke den ned. Det er en langvarig proces. Sagen skal sendes videre til instanser uden for landets grænser. I mellemtiden kan svindlerne nå at franarre penge fra mange forbrugere.
Det er så her ‘Sikker Shopping’-værktøjet kommer i spil. Værktøjet kan nemlig advare forbrugeren om de svindlende netbutikker, som endnu ikke er lukket ned, til trods for at de er spottet. De it-kriminelle kan altså ikke snyde de forbrugere, som bruger værktøjet, fordi det er tydeligt i Google-søgningen og på webshoppen.
Hvordan undgår jeg svindel på nettet?
I takt med den voksende handel online, bliver der flere og flere svindlere. Heldigvis kan du undgå at komme i svindlernes klør med et par tricks i ærmet. Når du ved, hvad du skal kigge efter, så er det meget nemmere at undgå at blive snydt på nettet.
Her får du fem tricks du kan hive ud af ærmet, så svindlerne ikke får franarret dig dine penge:
- Om-os-siden: Mange fup-netbutikker nedprioriterer at skrive ‘om-os-siden’, så den kan du tjekke. En reel netbutik vil oftest gøre sig umage for at fortælle om dem selv, virksomhedens værdier og historie m.m..
- Fup-tilbud: Når noget lyder for godt til at være sandt, så er det oftest ikke sandt. Netbutikker med kendte mærkevarer til ingen penge er oftest fup-netbutikker.
- En dårlig Google Translate version: Hvis du undrer dig over stavefejl og sprogfejl, så hold dig væk. Mange fup-netbutikker bruger en computer til at oversætte deres tekster. Det er mere end et forkert komma og en enkelt stavefejl. Det er mere ala en dårlig google translate version. Måske står der ‘Køb børn sko Nike’.
- Krypteret side: Tjek webadressen. Mange svindlere overtager en gammel webadresse, som ikke passer med webshoppens sortiment. Du kan også tjekke om der er en HTTPS-forbindelse. Hvis der er et hængelås-logo før webadressen i browseren, så er siden krypteret. Det giver dig sikkerhed som forbruger.
- Betalingskort: Drop debetkortet og find kreditkortet frem. Med kreditkortet trækkes pengene oftest efter et par dage. Det giver dig mere tid til at gennemskue en potentiel svindel-webshop, så du i sidste ende kan få annulleret ordren.
Hvis du vil være på den sikre side, så kan du holde dig til de e-mærkede webshops. Du kan finde en liste med alle e-mærkede webshops på e-mærkets side.