Kapitalafkast er et begreb der bruges, hvis du som selvstændig har valgt beskatning efter kapitalafkastordningen. Kapitalafkastet er en del af virksomhedens skattepligtige resultat, der flyttes fra personlig indkomst til kapitalindkomst, og derfor kan denne ordning være økonomisk fordelagtigt.
Har du brug for rådgivning af en revisor til at beregne dit kapitalafkast? Få professionel hjælp fra en Billy-certificeret revisor.
Kapitalafkastet beregnes på baggrund af virksomhedens kapitalafkastgrundlag og den gældende kapitalafkastsats. Kapitalafkastet kan ikke være højere end virksomhedens overskud.
Hvordan beregner man kapitalafkast?
Hvis du anvender kapitalafkastordningen, skal du beregne dit kapitalafkast, for at vide hvor meget du skal betale i skat. Kapitalafkastet beregnes ved at gange kapitalafkastgrundlaget med kapitalafkastsatsen.
Kapitalafkastgrundlaget opgøres først ved at lægge alle virksomhedens erhvervsmæssige aktiver sammen. Dernæst finder du den aktuelle kapitalafkastsats hos Skattestyrelsen og ganger den med kapitalafkastgrundlaget.
Der findes dog mange regler, i forhold til hvad der kan medregnes i kapitalafkastgrundlaget. Du bør derfor søge rådgivning hos en revisor, der kan hjælpe med at beregne dit kapitalafkast.
Eksempel på beregning af kapitalafkast
Først opgøres virksomhedens aktiver og værdien heraf, altså kapitalafkastgrundlaget.
Bygninger 500.000 kr.
Fast ejendom 600.000 kr.
Patenter 200.000 kr.
Maskiner 150.000 kr.
Kapitalafkastgrundlag i alt 1.450.000 kr.
Herefter kan vi beregne det endelige kapitalafkast:
1.450.000 kr. * 1% (kapitalafkastsats fra 2017) = 14.500 kr.
Nu har du fundet dit kapitalafkast og kan indberette det til SKAT. Det vil sige, at de 14.500 kr. bliver flyttet fra personlig indkomst til kapitalindkomst. Det er forudsat af, at kapitalafkastet ikke er større end dit overskud.
Hvornår skal man beregne kapitalafkast?
Hvis du anvender kapitalafkastordningen, skal du beregne dit kapitalafkast ved begyndelsen af indkomståret. Hvis kapitalafkastsatsen er 0%, som er tilfældet i 2022, er der ikke økonomiske fordele ved at benytte ordningen.
Hvor skal man oplyse kapitalafkast?
Hvis du beslutter dig for at anvende kapitalafkastordningen, skal du oplyse dit forventede kapitalafkast i din forskudsopgørelse. Herefter skal du oplyse det i dit oplysningsskema (tidligere udvidet selvangivelse) sammen med virksomhedens overskud. Derved bliver dit kapitalafkast trukket fra din personlige indkomst og lagt over i din kapitalindkomst.