Køb og salg af virksomhed vedrører al den formalitet der er rent juridisk og økonomisk, når man enten vil købe en virksomhed eller sælge en.
Hvis du har en virksomhed, skal du bogføre og lave regnskab. Prøv Billy gratis og lav dit regnskab allerede i dag.
Det er ikke altid lige nemt, når man enten vil købe eller sælge en virksomhed. Hvis du ejer en virksomhed, kan det være, at du hele tiden har haft et salg for øje som en del af din exitstrategi. Det kan også være, at du blot føler, at det er tid til at komme videre og måske lave noget andet i dit arbejdsliv.
Hvis du gerne vil købe en virksomhed, kan det være, at du længe har fulgt med i virksomhedens proces og pludselig har fået mulighed for at købe den. Lige meget hvordan du er kommet frem til at købe eller sælge en virksomhed, så er der stadig en del formalia, som der skal være styr på.
Der er mange, der har stor glæde af at alliere sig med en advokat, der har erfaring med køb og salg af virksomhed. Det kan kræve utrolig meget papirarbejde, og det kan virke som en stor mundfuld, hvis man ikke har erfaring med det.
Hvordan køber jeg en virksomhed?
Når du først har fundet en virksomhed, som du gerne vil købe, så vil der ofte være en række forhandlinger forud for købet. Det kan være, at du eksempelvis godt vil købe virksomheden for 1 million, men de nuværende ejere vil gerne have 1,2 million. Så kan det være, at I ender med at lave en aftale på 1,1 million. Sådan en forhandling kan være lang og trække ud, hvis parterne ikke er hurtige til at finde til enighed.
Prisen er særlig vigtig at bruge meget tid på at finde ud af. Du skal huske at gå i dybden med, hvad du får med i købet af den virksomhed. Følger der en lang række aktiver med? En masse salgskanaler eller hvordan? Det er dumt at give for meget for en virksomhed, da det så vil
være svært at tjene sine penge hjem samt lave et fremtidigt overskud.
Det er desuden vigtigt, at du, gerne sammen med en revisor og advokat, gennemgår al virksomhedens tidligere bogføring. Det er vigtigt, at du er helt inde i, hvad virksomheden har af regnskab fra de tidligere år. Det er også i den forbindelse, at du skal se på, om virksomheden har andre forpligtelser og kontrakter, som skal videreføres ved et køb.
Når du har fået al det indblik, kan du sammen med de nuværende ejere lave og underskrive en købsaftale.
Hvordan sælger jeg en virksomhed?
Hvis du har besluttet dig for at sælge din virksomhed, skal du have al din bogføring og regnskab i orden. Du skal have 100% styr på tidligere regnskaber, så der ikke er fejl og mangler i regnskabet, når de skal præsenteres for en potentiel køber. Din opgave er at overbevise de potentielle købere om, at din virksomhed er værd at købe.
Det kan være en god ide, hvis du kontakter en advokat, der før har stået med køb og salg af virksomhed. Den advokat ville kunne gøre dig endnu mere praktisk klar til at sælge din virksomhed. Det er også i samarbejde med advokaten, at du kan komme tættere på, hvad du skal sælge din virksomhed for. Det er kunsten imellem, at du ikke skal sælge den for billigt, men at du heller ikke skal sætte den for dyrt, så ingen vil købe virksomheden.