Momsreglerne omfatter de retningslinjer virksomheder skal følge, når de udarbejder deres momsregnskab. De indebærer et regelsæt for, hvem der skal betale moms, og hvordan og hvor ofte der skal laves momsregnskab.
Overvejer du at sælge varer til andre EU-lande, men er du i tvivl om momsreglerne ved salg til EU? Bliv klogere på hvordan du forholder dig til den nye E-handelspakke.
Størstedelen af danske virksomheder er momsregistreret, og skal derfor følge de gældende momsregler. Det er vigtigt at have styr på momsreglerne for at leve op til lovgivningen og sikre et retvisende regnskab.
Hvad siger momsreglerne?
I Danmark tillæges der som udgangspunkt 25% moms på alle momspligtige varer og ydelser. Det gælder altså både de varer virksomheden køber og sælger. Derfor skal momspligtige virksomheder udføre momsregnskab over forholdet mellem den indgående moms (købsmoms) og den udgående moms (salgsmoms) og overholde de gældende momsregler. Momsreglerne indebærer bl.a.:
- Momsafregning: Når du skal lave momsafregning, skal du finde forskellen mellem den indgående moms og den udgående moms og beregne differencen.
- Momsindberetning: Virksomheder skal indberette moms enten månedligt, kvartalvist eller halvårligt afhængig af størrelsen på omsætningen. En momsindberetning indebærer at købsmoms og salgsmoms registreres hos SKAT.
- Momsfrister: Virksomheder skal indberette og betale eventuel skyldig moms inden de gældende momsfrister, også selvom din virksomhed ikke har haft køb eller salg i perioden. De gældende momsfrister kan findes på SKATs hjemmeside.
- Momsfritagelse: Hvis din virksomhed sælger momsfrie varer eller ydelser er virksomheden momsfritaget. En momsfritaget virksomhed skal i stedet betale lønsumsafgift.
Hvem skal leve op til momsreglerne?
Alle momsregistrerede virksomheder skal leve op til de gældende momsregler. Det gælder alle virksomheder som sælger momspligtige varer eller ydelser og har en omsætning der overstiger 50.000 kr. inden for en 12-måneders periode. Overstiger din virksomhed ikke omsætningsgrænsen på 50.000 kr., kan du stadig vælge at lade dig frivilligt momsregistrere.
Nye momsregler i 2021
D. 1 juli 2021 trådte en række nye momsregler i kraft, der har effekt på både virksomheder og private. Reglerne har medført en række ændringer for handel i EU og uden for EU, der både kan have konsekvenser og give nye muligheder for danske virksomheder der handler med udlandet.
Nye momsregler i EU
De nye momsregler gælder for virksomheders salg til private i EU, og omfatter at der skal betales moms i forbrugerlandet, hvis virksomhedens samlede salg til alle andre EU-lande overstiger 10.000 euro pr. kalenderår. Det betyder, at virksomheder skal kunne opkræve forskellige momssatser og indberette og betale moms til hvert enkelt EU-land.
Nye momsregler uden for EU
EU har besluttet, at der skal betales moms af alle varer, der bliver købt i lande udenfor EU. Der er altså ikke længere en bagatelgrænse, og der skal derfor betales moms uanset varens pris, når der importeres fra et land uden for EU. Desuden kommer der et transportørgebyr og eventuel told oven i, hvis varen overstiger 1150 kr. Dette gælder for både virksomheder og private.