Netto og brutto beskriver sammenhængen mellem et beløb med eller uden renter, skat, moms og andre afgifter. Netto er beløbet uden omkostninger og afgifter, mens brutto beskriver beløbet inklusiv omkostninger og afgifter.
Få overblik over din virksomheds regnskab med Billy. Prøv gratis nu.
Man kan tale om netto og brutto i flere forskellige sammenhænge, bl.a. når man snakker erhverv, løn eller i forbindelse med lån og ejendom. Men en ting er altid den samme, uanset i hvilken sammenhæng man snakker brutto og netto: Brutto er altid større en netto.
Netto og brutto i forbindelse med regnskab
En virksomheds omsætning er de samlede indtægter, som virksomheden har fået ind i løbet af en regnskabsperiode. Omsætning dækker over alle indtægter inklusive moms, skatter og afgifter. Nettoomsætningen derimod er omsætningen fratrukket moms, skatter og afgifter.
Nettopris og bruttopris ved salg af varer
I erhvervssammenhænge er bruttoprisen på en vare eller ydelse før din fortjeneste. Brutto er summen af nettoprisen og omkostningerne. Netto er din pris på en vare eller ydelse eksklusiv omkostninger (moms, skat, renter, fragt, afgifter osv.).
Kort fortalt, så er netto indkøbsprisen og brutto er prisen til kunderne ex. din fortjeneste.
Forskellen på nettoløn og bruttoløn
Når man snakker løn, er nettolønnen de penge, som man rent faktisk får udbetalt på sin konto. Altså dem du har til rådighed, når skat og alle afgifter er betalt. Din bruttoløn er altså din løn inden skatter og andre afgifter er betalt, og den løn som man på en måde kan sige, at du har.
Nettoydelse og bruttoydelse i forbindelse med lån og ejendom
I forhold til lån og ejendom, så er bruttoydelsen summen af det, du skal betale. Det vil sige rente, bidrag og afdrag, medmindre du har valgt et afdragsfrit lån, da du i så fald kun betaler rente og bidrag. Bruttoydelsen er således det beløb, som bliver trukket fra din konto.
Nettoydelsen er derimod det, du skal betale, efter at skattefordelen er fratrukket. Nettoydelsen er dermed det beløb, som du betaler, efter du har fået fradrag for udgifterne til rente og bidrag. Dette kommer til udtryk i form af et højere fradrag på dit skattekort.