For at bryde med den negative udvikling inden for opstart af nye virksomheder og styrke sin position som de mindre virksomheders foretrukne samarbejdspartner, introducerer den danske fintech Ageras nu gratis virksomhedsstiftelse. Og den beslutning vækker stor begejstring hos Dansk Erhverv, der i 2025 ser et fortsat større behov for flere små og mellemstore virksomheder efter et 2024 med det laveste niveau i ni år for opstart af nye selskaber.
København, 16. januar 2025: For mange iværksættere har det været en dyr og kompliceret proces at stifte en ny virksomhed. Uanset om der er tale om en enkeltmandsvirksomhed, anpartsselskab eller et aktieselskab, har stiftelsesfasen ofte krævet juridisk rådgivning, omfattende dokumenthåndtering og betydelige udgifter. Nu gør Ageras op med disse barrierer. Fra i dag, tilbyder Ageras gratis hjælp til stiftelse af alle typer virksomheder – helt uden advokatomkostninger.
"Vores ambition er at gøre det så let som muligt at starte og drive en sund forretning, Med gratis virksomhedsstiftelse hjælper vi iværksættere med at komme hurtigt og trygt fra start, så de kan fokusere på det, der skaber mest værdi—deres kerneforretning", lyder det fra Martin Hegelund, medstifter af Ageras.
Dansk Erhverv: Flere nye virksomheder i 2025, tak!
Færre og færre tør i dag at kaste sig ud i iværksætterlivet. Ifølge tal fra Dansk Erhverv bød det første kvartal af 2024 på det laveste antal nystiftede virksomheder i ni år, hvilket betyder en nedgang på 38% på blot fem år. En del af udfordringen er rammevilkårene, omkostningerne og usikkerheden, som er forbundet med at starte og drive virksomhed i Danmark. Det vil Ageras gerne gøre op med, og den beslutning vækker stor begejstring hos Dansk Erhverv:
“Vi er ikke en nation af iværksættere i Danmark, kan jeg selv konstatere som tidligere iværksætter. Vi er mere en nation af lønmodtagere, omend flere skal blive bedre til at svinge en sav og en hammer og prøve kræfter med livet som iværksætter, og det vil vi gerne slå et slag for, så vi kan få flere virksomheder i Danmark. Lige så vigtigt det er at få flere til at tage springet, så skal der også være styr på fundamentet og økonomien, og der er en gratis virksomhedsopstart måske det sidste skub i ryggen, som der er en del derude, der mangler, så det er rigtig godt set af Ageras og kan formentlig få rigtig mange i gang med egen virksomhed”, lyder det fra Niels Ralund, Direktør for E-handel hos Dansk Erhverv.
Tiltaget bringer Ageras et skridt nærmere målet om at blive den foretrukne samarbejdspartner for små virksomheder. Ved at fjerne opstartsomkostningerne frigøres ressourcer, der i stedet kan anvendes til at komme i gang med forretningen, udvikle produkter og skabe værdi for kunderne. Med den gratis virksomhedsstiftelse får iværksættere således en flyvende start på deres forretningsrejse.
”På sigt er det selvfølgelig vores håb, at kunderne efterfølgende vil bruge Ageras til deres fakturering, regnskab, løn og betalinger, men alt skal starte et sted, og hvis vi kan hjælpe flere med at komme i gang, så er vi allerede kommet langt,” fortsætter Martin Hegelund.
Fakta: Dét inkluderer gratis virksomhedsstiftelse hos Ageras:
- Professionel hjælp til alle stiftelsesdokumenter: Kvalificeret vejledning uden omkostninger.
- Digital og hurtig proces: Alt klares online, hvilket er tidsbesparende og man slipper samtidig for det administrative besvær.
- Rådgivning og support: Et dedikeret team af jurister fra The Ramp står til rådighed gennem hele rejsen, fra idé til registrering.
Kontakt · For yderligere information, bedes kontakt henstillet på press@ageras.com samt nic@rossen.com eller telefon 20729972.