- Hvad er et driftsbudget, og hvorfor skal din virksomhed lægge et?
- Byg dit driftsbudget rigtigt op fra starten
- Gratis driftsbudget Excel skabelon
- Sammenlign dit driftsbudget med dit årsregnskab
Løn, husleje, it-udstyr, renter, salg af varer a, b og c… listen kan hurtigt blive lang, når du først giver dig i kast med at liste dine udgifter og indtægter i din virksomhed. Heldigvis er der hjælp at hente, og den hjælp hedder driftsbudget.
Læs med og bliv klogere på, hvorfor det er en god ide at blive mere fortrolig med din virksomheds økonomi, og hvordan du kommer godt i gang med vores gratis driftsbudget skabelon i Excel.
Hvad er et driftsbudget, og hvorfor skal din virksomhed lægge et?
Et driftsbudget giver dig et overblik over din virksomheds indtægter og udgifter i en given periode, ofte over 12 eller 24 måneder. Driftsbudgettet giver dig dermed et bedre udgangspunkt for at estimere, om din virksomhed på sigt er rentabel eller ikke. Et driftsbudget består typisk af følgende hovedområder: omsætning, variable omkostninger, faste omkostninger, renter, afskrivninger og nettoresultat.
Du tror det måske ikke nu, men driftsbudgettet kan meget vel ende med at blive din bedste ven og en fast støtte for din virksomhed. For ikke nok med at du får et overblik over din omsætning og omkostninger, så får du også et estimat på, hvorvidt din virksomhed er rentabel i den givne periode. Driftsbudgettet er dermed et vigtigt redskab, som kan præsenteres for mulige investorer. Samtidig giver det også dig et solidt sammenligningsgrundlag til at vurdere din virksomheds økonomiske resultater. Gik det som forventet eller ikke, og hvorfor?
Et driftsbudget er dermed ikke blot en økonomisk oversigt - det er et strategisk planlægningsværktøj, der påvirker aspekter af virksomhedens drift og fremtidig retning. Ved ændringer af virksomhedens prioriteringer og mål, spiller budgettet en central rolle i virksomhedens strategi og succesen heraf. Der er med andre ord mange gode grunde til, at du skal lave et driftsbudget for din virksomhed.
Dowload gratis driftsbudget skabelon og kom godt i gang.
Byg dit driftsbudget rigtigt op fra starten
Selvom det kan lyde som en stor mundfuld, så er det faktisk en rigtig god øvelse for dig at liste indtægter såvel som omkostninger for din virksomhed, både for dig selv, men også for investorer og andre interessenter. Bliv klogere på, hvad de 6 hovedområder i driftsbudgettet dækker over.
Omsætning
Omsætningen dækker kort og godt over dit salg. Her kan det være en god ide at dele dit salg op i kategorier, så der er fuldt overblik over, hvilke varer eller services, som indbringer omsætning til din forretning. Omsætningen er således det samlede salg, som din forretning forventer at indbringe i perioden, eksklusiv moms.
Variable omkostninger
Variable omkostninger er de omkostninger, som ikke ligger fast, men som kan svinge måned for måned. Disse kan være påvirket af niveauet af virksomhedens salg og produktion. Eksempler på variable omkostninger er fragt, emballage, energi i forbindelse med produktion og råvarepriser. Hvis du driver en sæsonbetonet virksomhed, er det dermed en rigtig god ide at tænke dette ind i dit driftsbudget.
Når omsætning og variable omkostninger er sat, kan du udregne dit dækningsbidrag. For at komme frem til dit dækningsbidrag, skal du trække dine variable omkostninger fra omsætningen. Dækningsbidraget skal kunne dække de yderligere omkostninger, som findes i din virksomhed, før der vil være overskud i virksomheden.
Faste omkostninger
Faste omkostninger er de omkostninger, som er relateret til driften af virksomheden eller med direkte sammenhæng til dit salg. Disse vil typisk ligge mere eller mindre fast på måneds-, kvartals- eller årsbasis. Eksempler på faste omkostninger er blandt andet husleje, lønninger, forsikringer og energiforbrug (varme og vand).
Renter
Under punktet renter får du overblikket over de finansielle omkostninger, som kan findes i forbindelse med et banklån eller overtræk på din kassekredit. Husk at renterne også kan have et positivt fortegn, og dermed medregnes som indtægt.
Afskrivninger
Med afskrivninger henvises der til løbende værdiforringelser, som for eksempel er aktuelt for biler, produktionsudstyr og maskiner. Der er to måder hvorpå afskrivningerne kan beregnes.
- Lineær afskrivning: Her deles det beløb skal afskrives med det antal år, som du forventer at beholde den. Hvis du skal afskrive 100.000 kr over en periode på 5 år, vil den månedlige afskrivning derfor være 2.500 kr.
- Saldometoden: Med denne metode afskrives beløbet, minus tidligere års afskrivninger, med en fast procentsats for året.
Nettoresultat / overskud
Baseret på de øvrige poster, vil man nu kunne beregne virksomhedens nettoresultat, altså det egentlige overskud efter skat. Hvorvidt der er overskud og størrelsen på dette, giver en indikation for den økonomiske udvikling af din virksomhed. Skulle der være et fornuftigt overskud, kan det åbne op for muligheden for at geninvestere i virksomheden, sikre virksomheden mod økonomisk modgang eller udbetale goder til ejere. Dette afhænger dog også af, hvilken type virksomhed du driver (IVS, ApS eller A/S).
Gratis driftsbudget Excel skabelon
Har du fået øjnene op for de mange fordele, som findes ved at lægge et driftsbudget? Så er det måske nu, at du skal give dig i kast med at lægge din virksomheds driftsbudget. Vi har gjort det lidt nemmere for dig, og lavet en driftsbudget Excel skabelon, som du kan downloade helt gratis her.
Sammenlign dit driftsbudget med dit årsregnskab
Når tiden nærmer sig, hvor årsregnskabet skal laves, så har du et rigtig godt udgangspunkt for at sammenligne dit forventede resultat med årsregnskabet. Gik det som forventet, eller gik det bedre eller værre, og hvorfor? På den måde er du bedre klædt på til at opstille et nyt driftsbudget for det kommende år.
Mangler du hjælp? Så kan Billy hjælpe dig med at finde den helt rigtige revisor, som kan få dig sikkert i mål.