- Hvad er due diligence inden for bæredygtighed?
- Ny due diligence lovgivning på vej - rammer også SMV’er
- Tag det første skridt - kom godt i gang med due diligence
- 6 skridt til at implementere due diligence i din virksomhed
Bæredygtighed er ikke til at komme uden om, hvis du enten går og drømmer om at starte en virksomhed, eller hvis du allerede driver en veletableret virksomhed. Dette afspejles på mange måder, blandt andet også i den lovgivning, som sætter rammerne for, hvordan man driver virksomhed i Danmark.
Due diligence er et område inden for bæredygtighed, som kan være relevant for din virksomhed at lægge sit fokus på. For at komme godt fra start har vi samlet nogle gode råd, samt listet ‘De 6 skridt’ til at implementere due diligence i din virksomhed, med tanke for mennesker, miljø og samfund.
Hvad er due diligence inden for bæredygtighed?
Due diligence inden for bæredygtighed er et begreb, som dækker de processer, som din virksomhed har på plads for at identificere og håndtere eventuelle risici for negativ påvirkning af mennesker, miljø og samfund. Det er altså ved hjælp af due diligence, at virksomheden bedre kan arbejde aktivt med at implementere ansvarlig virksomhedsadfærd.
Due diligence er baseret på FN’s grundideer inden for menneskerettigheder og erhvervsliv. Disse er desuden inkorporeret i OECD’s retningslinjer om ansvarlig virksomhedsadfærd for multinationale virksomheder. Sådan blev processen ‘de 6 skridt’ grundlagt - en guide til at implementere due diligence i din virksomhed.
Ny due diligence lovgivning på vej - rammer også SMV’er
Med EU-direktivet CSDDD bliver due diligence for bæredygtighed lovpligtigt for større virksomheder. Det betyder helt konkret, at virksomheder skal forpligte sig til at udføre due diligence for at identificere og undgå negativ påvirkning på mennesker, miljø og samfund.
Selvom de endelige krav ikke er formuleret af EU, så forventes det at større virksomheder først og fremmest rammes af loven. Da due diligence også i særdeleshed omhandler virksomhedens værdikæder og omkringliggende miljø, vil kravet også indirekte ramme SMV’er. Det kan for eksempel være at du er leverandør til en større virksomhed, og de derfor stiller krav til dokumentation for jeres produktion eller arbejdsforhold.
Tag det første skridt - kom godt i gang med due diligence
Det er vigtigt at forstå, at arbejdet omkring due diligence er en konstant proces, som aldrig slutter. Samtidig er det et vigtigt element for virksomheder, som gerne vil tage deres virksomhedsadfærd seriøst, arbejde aktivt med bæredygtighed og som gerne vil forberede sig på bedre at imødekomme både forventninger og lovkrav på området.
Kan du sige JA til noget af dette, så er due diligence ikke et dumt sted at starte. Nu gælder det om at komme godt fra start. Et godt råd er at starte småt ud, hvor du kan se at din virksomhed allerede kan gøre en forskel eller hvor I har identificeret de største risici. Følg de 6 skridt, for at identificere de områder, hvor I kan sætte ind med enkle, men vigtige tiltag.
6 skridt til at implementere due diligence i din virksomhed
Baseret på OECD’s retningslinjer, er der skabt en proces, som med sine 6 skridt, guider virksomheder gennem arbejdet med at implementere due diligence. Læs med, og tag et skridt ad gangen mod en mere ansvarlig virksomhedsadfærd.
1. Forpligtelse
Det første skridt i processen imod at integrere due diligence i din virksomhed er at forpligte sig skriftligt til respektere mennesker, miljø og samfund, samt at implementere dette i virksomheden. Forpligtelsen kan være udformet som en firmapolitik, som en udtalelse eller et simpelt dokument, som kan kommunikeres til interne og eksterne interessenter.
Hvis due diligence er nyt for din virksomhed, så er det en rigtig god idé at starte stille ud. Her ville et godt udgangspunkt være at lave en kort forpligtelse i form af en udtalelse, hvor du fastsætter ambitioner og aktiviteter for dit arbejde med at respektere mennesker, miljø og samfund. Er du mere erfaren og allerede i gang, så kan virksomheden i stedet vælge at lave en defineret politik for ansvarlig virksomhedsadfærd.
2. Risikovurdering
Andet skridt i processen byder på en risikovurdering af alle de områder, hvor din virksomhed eller værdikæde har en risiko for at påvirke mennesker, miljø eller samfund negativt. Det er en rigtig god øvelse at foretage en risikoanalyse, for bedre at kunne vurdere, hvilke som skal prioriteres og hvordan disse skal håndteres.
Processen kan se således ud:
- Skab et overblik over alle leverandører og samarbejdspartnere. Identificér risici for jeres leverandører, samarbejdspartnere, jeres egen virksomhed og branche.
- Vurdér om de identificerede risici er relevante for dine leverandører og din virksomhed.
- Endelig skal du prioritere, hvilke områder og risici du vil fokusere på først. Basér din prioritering på de tre parametre; karakter, omfang og mulighed for genopretning.
3. Håndtering
I det tredje skridt i processen er det tid til at skride til handling - dette punkt handler nemlig om hvordan du stopper, forebygger eller afhjælper negativ indvirkning. Uanset hvordan og i hvilken grad din virksomhed er forbundet med risikoen, så er du ansvarlig for at håndtere dette, internt såvel som eksternt.
Mange virksomheder vælger her at udvikle detaljerede handlingsplaner, som de kan støtte sig op ad. Heri defineres, hvad man konkret skal gøre, hvem der er ansvarlig samt en tidsplan for forløbet og opfølgning. En handlingsplan bidrager desuden med at dokumentere jeres processer for due diligence.
4. Opfølgning
I denne fase handler det om at følge op på og dokumentere virksomhedens politikker, vurderinger og håndteringen heraf. Dette skridt er i særdeleshed vigtigt, da due diligence i høj grad netop handler om transparens af virksomhedens processer samt dokumentation af fremskridt. Her er der særligt tre områder, som skal afdækkes: politikker og risikovurdering, håndtering og evaluering af aktiviteter, og vurdering af interne due diligence processer.
5. Kommunikation
Nu er det blevet tid til at kommunikere omkring dit arbejde med due diligence. Her er kernen at kommunikere både internt og eksternt, om hvordan I identificerer, håndterer og følger op på risici i virksomheden. Formålet er primært at skabe transparens og indblik for interessenter ved hjælp af en veldokumenteret proces og indsatser.
Inden kommunikationen for alvor sparkes i gang, så kan det være en god ide at få et overblik over, hvem din målgruppe er, hvor og hvordan du skal kommunikere med dem. Et godt udgangspunkt er at dokumentere og kommunikere omkring hvert af de 6 skridt i processen, samt at gøre dette offentligt tilgængeligt.
6. Genopretning
Det sidste og sjette skridt i processen mod due diligence, omhandler hvordan virksomheden sørger for genopretning i tilfælde af at virksomheden har haft en negativ påvirkning på mennesker, miljø eller samfund. Som et led i dette skridt, skal virksomheden også opstille en klagemekanisme for både interne og eksterne interessenter.
I forbindelse med en negativ hændelse, hvor din virksomhed enten har forårsaget eller påvirket en hændelse, er der en klar forventning til at din virksomhed skal gøre sit bedste for at genoprette situationen til det, som den var før. Dette kan være i form af økonomisk kompensation, en offentlig undskyldning, forpligtelse til at udbedre skaden og løfte på, at det ikke vil ske igen.
Endelig skal virksomheden oprette en klagemekanisme, som gør det muligt for interne og eksterne interessenter at klage over, hvordan virksomheden går til arbejdet med at identificere og håndtere negativ indvirkning på mennesker, miljø eller samfund. Dette kan bidrage positivt til at tage problemer i opløbet inden situationen udvikler sig. Dette kan implementeres på mange måder, for eksempel på virksomhedens hjemmeside, via mail, chat eller telefon. Man kan også vælge at outsource det til en tredjepart som for eksempel NCP Danmark - den nationale mæglings- og klageinstitution.
Nu er du godt klædt på til at implementere due diligence i din virksomhed - og dermed et skridt tættere på en mere ansvarlig virksomhedsadfærd.