Succesfuld online marketing for iværksættere

Forfatter:Fiano Hamilton
Dato:12. juli 2013
Læsetid:10 minutter

“Online Marketing”. Disse to ord kan tit fremkalde nervøse trækninger og give hjertebanken alene ved tanken om at skulle til at investere de to ting, som ingen iværksætter har for meget af – tid og penge.

Men på den anden side, med ca. 5 millioner internetbrugere i Danmark alene og mange flere i resten af verden (se grafen herunder), så er det ret sandsynligt, at langt størstedelen af dine eksisterende kunder allerede er på nettet.

For virkelig at forstå omfanget af online marketing, hvordan fremtiden ser ud og hvilken rolle mobilt internet kommer til at spille.

Hvis du vil have en bid af kagen og nå ud til og fastholde flere kunder, så er det helt essentielt, at du har en webside og får sat skub i din online marketing. Her vil vi guide dig igennem forskellige faldgruber og komme med forslag til, hvordan du bærer dig bedst ad.

Her får du 8 tips, der kan være med til at sørge for, at du får noget for pengene, når du kaster dig over internettet.

  1. Skab overskud!
  2. Sæt tid af og vær realistisk
  3. Udvælg de varer, der skal markedsføres og sælges online
  4. Identificer din ideelle kunde
  5. Bevar kontrollen
  6. Lav en side, der virker
  7. Skab målbare resultater
  8. Bliv ekspert

Lad os gå mere i dybden med hvert af disse punkter og se på, hvad du skal gøre og hvad du ikke skal gøre.

1. Skab overskud!

Ja, det virker indlysende. Men der er en fundamental fejl, som mange iværksættere begår, når de går online med deres virksomhed: De får ikke planlagt ordentligt hvordan de vil gribe deres online marketing an – og hvorfor. Denne fejl kan hurtigt forvandle et ellers spændende projekt til noget, som du ville ønske, du aldrig var gået i gang med. Husk på, at målet med din markedsføring er at generere salg, ikke irritationsmomenter.

Tag dig tid til at overveje de forskellige muligheder, der findes indenfor online marketing og vælg den løsning, der er rigtig for dig. Uanset hvad du vælger, vil det koste penge på den ene eller den anden måde, så sørg for, at du har det godt med de redskaber, du vælger at bruge, at de passer sammen med din vision for din virksomhed og at det kan betale sig for en virksomhed af din type og størrelse. Her er det klogt at se på andre virksomheder, der ligner din, og undersøge, hvilke redskaber de haft succes med.

Tip: Ved du ikke meget om emnet, så kontakt os på her og få råd med på vejen. Du kan selvfølgelig også undersøge mulighederne selv ved at spørge andre iværksættere, venner og kolleger hvilke erfaringer de har og hvad der har virket for dem.

2. Sæt tid af og vær realistisk

Har du allerede en offline virksomhed, så er det at lave en webside, især en med en indkøbskurv, næsten som at starte en ny virksomhed. Det er dog som bekendt ikke muligt at ”slå dørene op” på din webside og der står heller ikke nogen bag disken. Netop derfor skal omfanget og kompleksiteten af din online marketing bestemmes ud fra den tid, som du og/eller dine ansatte realistisk set kan dedikere til projektet. Brug tid på at brainstorme og tænke godt over hvordan de daglige opgaver med at oprette, opdatere og vedligeholde websiden skal fungere – dette kan du evt. gøre i samarbejde med andre nøglepersoner i din virksomhed.

Overvej følgende:

  1. Hvem har evnerne til at skrive, opdatere og tilføje tekst og billeder på siden?
  2. Hvem er i stand til at forberede ekspert information og blogindlæg til siden?
  3. Hvor skal forespørgsler fra siden sendes hen og hvor vil du samle kundedata?
  4. Hvem skal stå for logistikken på siden og sørge for, at produkterne på siden er beskrevet korrekt, at de er på lager og at de nemt kan pakkes og sendes til kunden?
  5. Er det evt. nødvendigt at ansætte en person til at stå for denne del af din virksomhed?

Tips: Det at opstarte og vedligeholde en online tilstedeværelse kommer til at tage dobbelt så lang tid og kræve meget mere energi, end man umiddelbart regner med.

3. Udvælg de varer, der skal markedsføres og sælges online

Tip: Tænk over hvad du ønsker at sælge, hvad du tror, dine kunder vil have og hvad du ved de vil have. Er du ikke sikker, så spørg dem! Det er let at sælge noget, som folk rigtig gerne vil have.

Spørg dig selv ”Hvilke problemer er det i virkeligheden, mine produkter løser?” og ”Er disse produkter eller services relevante i dag og vil de stadig være det i fremtiden?”.

Er du ikke sikker, så spørg dine eksisterende kunder – de er klart de bedste at spørge. Byd hver af dine top 20 kunder på en kop kaffe og spørg dem hvorfor de støtter din virksomhed, hvad de godt kan lide ved din virksomhed, hvad de forventer af dig i fremtiden, ville de købe fra dig via din webside og, hvis det er tilfældet, hvad ville de så købe?

Bed dem om at være fuldstændig ærlige, lyt til dem og husk at skrive de ting ned, som de siger, for de svar du får med hjem vil spare dig mange penge og spildte timer.

Så, nu har du fokus.

4. Identificer din ideelle kunde

Når først du ved, hvad dine bedste kunder vil have, kan du vende det hele på hovedet og skabe din ideelle kunde. Lav en detaljeret beskrivelse af deres geografiske placering, deres præferencer og interesser, hvordan de handler og hvor stor teknisk viden de har.

Når du er nået så langt, så se på, om den online markedsføring, som du har planlagt, tilbyder det, som din ideelle kunde vil have. Vil i begge være tilfredse? Hvis ikke, hvad skal du så ændre på? Det du tilbyder? Din ideelle kunde? Eller måske din tilgang til marketing?

Vil du have succes online, bør du i virkeligheden kun interessere dig for dem, der gerne vil handle hos dig. Du har ikke råd til at bruge hverken tid eller penge på at bekymre dig om resten.

5. Bevar kontrollen

Det er her, hvor online marketing ofte enten sender dig til tops eller får dig ned med nakken. Det sker nemlig alt for tit, at de udgifter, der er forbundet med at lave en webside samt den efterfølgende vedligeholdelse af siden, løber løbsk.

Så er du helt grøn i forhold til websider, er den en god idé at finde et firma, der tilbyder færdigdesignede og optimerede websideskabeloner. Det vil spare dig en masse penge og hundredvis af timer (og sikkert også en masse grå hår!). Find et firma, der tilbyder et bredt udvalg af billige webdesigns, som er fleksible, performer godt og giver dig ugentlige rapporter over trafik og besøgende på siden.

Ligegyldigt hvem der designer din side, så er det altafgørende, at der er nem adgang til backend’en, så du let kan opdatere informationer og billeder selv – der er nemlig ingen grund til at skulle betale en webudvikler, hver gang du vil ændre et billede eller opdatere prisen på et produkt.

Tip: Aftal en pris for den færdige webside med din udvikler før du binder dig. Sørg for, at prisen inkluderer alle copyrights i forhold til både tekster, billeder og illustrationer på din side.

6. Lav en side, der virker

Når en potentiel kunde kommer forbi din side, skal han kunne ankomme til siden, søge et produkt og købe produktet i løbet af tre klik. Skal der mere til, risikerer du, at han dropper det og du mister ham i svinget.

Husk også på, at dem, der besøger din side med al sandsynlighed allerede har kigget på dine konkurrenter og dermed kan de sammenligne deres informationer, billeder og priser med de oplysninger, de finder hos dig. Bl.a. derfor er det vigtigt, at kunden får indtryk af, at din virksomhed er troværdig – og din websides stil, farver og personlighed er i høj grad med til at skabe dette.

I 2012 var der over 1,2 billioner søgninger på Google, så hvis du vil forstå, hvordan folk på internettet tænker, skal du selv være en af dem! Se på dine konkurrenters websider, skriv dit førstehåndsindtryk ned og se på, hvad der virker og hvad der falder lidt igennem i forhold til deres layout og det, de tilbyder. Og tænk så over hvordan du kan gøre det bedre på din egen side – så ligger verden åben!

Skal din webside være rigtig god, skal du vedligeholde dens:

  1. Tekst – Brug 3-4 timer om ugen på at opdatere produkt- og sideinformation og skriv emne- eller industrirelaterede blogindlæg. Din Google ranking bliver bedre, hvis din side er frisk og informativ. Gør det nemt for besøgende at finde ud af mere ved at bruge ord og sætninger som ”Klik her”, ”Tilmeld dig nu”, ”Gå til” eller ”Spørg os”.
  2. Links – Link til andre relevante sider i dine tekster, fx blogs, som du eller andre har skrevet eller produktinformation fra leverandører. Dette vil også forbedre din ranking.
  3. Struktur – Din webside skal have overskrifter, der er tydelige og i fed skrift, ordentlige grupperinger og punktopstilling og al kode skal være af høj kvalitet og valideret, så der ikke er fejl. Alle (også Google) kan bedst lide websider, der er gennemtænkte.
  4. Stil – Sørg for, at din webside er nem at læse fra start til slut, dvs. ingen tekster bestående af kun store bogstaver, ingen lyse farver på hvid baggrund og sørg for, at de forskellige farver, du vælger, passer sammen. Undgå flash-filer, da de gør siden langsommere og søgemaskiner ser dem ikke.
  5. Billeder – Alle dine billeder skal se professionelle ud og vise alle sider af et produkt. Udskift dem hyppigt, især på forsiden. En side, der hele tiden bliver opdateret, viser, at man som virksomhed tager sin online virksomhed seriøst.
  6. URLs – Sørg for, at hver enkelt side har en URL, der siger noget om indholdet på denne side, dette gælder også blogindlæg. Har du kaldt siden ”SidsteNyeFord.dk” i stedet for ”page6.dk”, så er det nemmere for søgemaskiner at kategorisere dine informationer og folk, der søger på specifikke ord, har nemmere ved at finde dig.
  7. SEO – Hold din side up-to-date med regelmæssig søgemaskineoptimering, især inden siden går live. Din webudvikler vil typisk enten selv tilbyde denne service eller kunne anbefale en anden til opgaven.

7. Skab målbare resultater

Hver eneste online marketingsaktivitet skal give målbare resultater i form af kundeoplysninger, responsrater og salgsresultater. Sørg derfor for, at dine marketingsaktiviteter via email, blogindlæg, tweets og andre former for sociale medier, linker tilbage til din webside, så du kan måle og indsamle disse oplysninger.

Uanset om du ser på ændringer i salgstal før, under eller efter en online marketingsaktivitet, så vil flere kunder i butikken eller flere klik på din hjemmeside (afhængigt af hvilken metode du vælger) altid give dig et godt billede af, hvad der virker og hvad der ikke virker – og dermed ved du, hvor du skal sætte ind med din online marketing i fremtiden.

8. Bliv ekspert

Det tager tid og kræver noget arbejde, men kan du dele ud af din viden og på den måde hjælpe dine kunder, så skaber du ikke alene et godt omdømme for dig selv, det er samtidig en ekstrem effektiv måde at opbygge en begejstret og loyal kundebase på.

Med udgangspunkt i dit fagområde kan du dele tips, tricks eller blogindlæg på din webside eller være gæsteblogger på andre websider, der beskæftiger sig med dit område. Du kan også prøve, om du kan få en fast klumme i din lokalavis eller et månedligt program på din lokale radiostation.

Del din viden så meget du kan og så vil du med tiden se, at folk kommer til dig, fortæller deres venner om dig og bedre endnu: begynder at anbefale dig. Har du været i avisen eller andet som ekspert, så smid et link til artiklen på din webside eller, hvis du har selvtilliden i orden, lav en kort YouTube-video hvor du deler dine erfaringer eller din viden om dit fagområde.

Tip: Husk altid at linke til din webside i de første par linjer i alle blogindlæg og i YouTube-videoer.

Du er velkommen til at kontakte os når som helst, hvis du har brug for et godt råd eller mere information om, hvordan du tager skridtet ud i online-universet og får succes med det.

Artiklen er oversat fra engelsk, skrevet af Fiona Hamilton og findes også på vores amerikanske blog under titlen Successful Internet Marketing for Small Businesses.

  • Due diligence - din guide til ansvarlig virksomhedsadfærd
  • Mobile-app trends 2024
  • Trends for e-handel i 2024 - Se hvad du skal være opmærksom på