Sådan bogføres gaver til forretningsforbindelser

Forfatter:Philip Vilhelmsen
Dato:24. september 2024
Læsetid:2 minutter

Har din virksomhed givet gaver ud til forretningsforbindelser? Du skal være opmærksom på reglerne indenfor gavegivning, da reglerne ikke er ligetil. Der er nemlig regler for beskatning af gaver alt efter modtageren og beløbet på gaven.

Der er f.eks. forskel på gaver som bliver givet til forretningsforbindelser og gaver til medarbejdere i virksomheden. Derudover er der også forskellige regler alt efter typen af gave. En generel regel er, at der ingen momsfradrag for gaver, uanset modtager.

Vi vil i denne artikel forklare om gaver til forretningsforbindelser.

Momsregler for gaver til forretningsforbindelser

Når du giver gaver til forretningsforbindelser, skal du være opmærksom på om du ikke kan få momsfradrag for gaven. Ifølge SKAT kan man ikke få momsfradrag på gaver til forretningsforbindelser.

Dog kan gaver til kunder godt være fradragsberettiget, hvis de kan klassificeres som reklameartikler som har en beløbsgrænse på 100 kr. pr. stk. eksklusiv moms og som er med firmaets logo på. Du kan læse mere om dette i vores artikel om merchandise.

Skatteregler for gaver til forretningsforbindelser 

Hvis du køber en gave til en forretningsforbindelse vil det for det meste blive set som en repræsentationsudgift. Repræsentationsudgifter er udgifter, der afholdes med det formål at styrke eller bevare forretningsforbindelser. Det kan eksempelvis være udgifter til måltider, restaurationsbesøg, gaver, jubilæer, åbent hus-arrangementer eller andre begivenheder, hvor man viser kommerciel gæstfrihed. Også rejser, udflugter eller lignende aktiviteter kan falde under denne kategori, så længe formålet er at pleje relationen til forretningsforbindelser.

Det er vigtigt at skelne mellem repræsentationsudgifter og reklameudgifter. Hvis en gave eksempelvis er forsynet med et firmalogo og har en værdi under 100 kr. eksklusive moms, betragtes den som en reklameartikel og er derfor fuldt fradragsberettiget. Derimod vil gaver uden et specifikt reklameformål, som for eksempel en flaske vin med et firmalogo, blive betragtet som repræsentationsudgifter og have begrænset fradragsret.

Uanset om udgifterne er afholdt i Danmark eller udlandet, gælder de samme regler. Det er derfor vigtigt at dokumentere formålet med udgifterne grundigt og sikre, at de klassificeres korrekt som enten reklame- eller repræsentationsudgifter.

Sådan bogføres gaver til forretningsforbindelser

Vi giver her et eksempel på en gave til en forretningsforbindelse som har kostet mere end 100 kr. 

  • Vælg Bogføring → Kassekladde
  • Skriv dato, upload bilag og lav beskrivelse. Skriv f.eks. Gave til forretningsforbindelse så du ved hvem gaven er gået til. 
  • Vælg konto 1650 - Repræsentation
  • Vælg momssatsen Momsfrit køb (0%)
  • Skriv beløb i debet
  • Vælg modkonto
  • Klik Godkend alle