Moms af varer og ydelser købt i udlandet - sådan skal det stå i din momsopgørelse

Forfatter:Philip Vilhelmsen
Dato:25. september 2024
Læsetid:3 minutter

Billy's momsopgørelse-system håndterer køb af varer og ydelser i EU-lande i overensstemmelse med SKAT's regler, der kræver, at disse køb rapporteres. Når du foretager et køb af ydelser eller varer i EU, bliver det registreret to/tre steder i momsopgørelsen.

Hvis du som virksomhed har købt noget fra udlandet, har du måske lagt mærke til, at fakturaen ofte indeholder en tekst som "reverse charge" og/eller "buyer settles VAT." Dette betyder, at det er dig som køber, der skal indberette både udgående moms og indgående moms på det pågældende køb. Det er derfor ikke et "Momsfrit køb", som det måske kunne se ud til ved første øjekast, men snarere en proces, hvor momsen håndteres af dig gennem en såkaldt omvendt betalingspligt.

Dog skal du selvfølgelig ikke betale noget moms for dette køb, og du får heller ikke noget moms tilbage fra SKAT ud fra dette køb, men købet skal stadig indrapporteres korrekt til SKAT, og heldigvis har vi gjort dette så nemt som muligt i Billy.

For at oprette regningen korrekt, sådan at det bliver registreret rigtigt i din momsopgørelse. Skal du under "Opret regning" vælge momssatsen "(0%) Køb af varer i EU", "(0%) Køb af ydelser i EU" eller "(0%) Køb af ydelser i øvrige udland". I denne artikel tager vi udgangspunkt i en regning som bliver oprettet på 500 DKK, og vi bruger momssatsen "(0%) Køb af ydelser i EU". Udgiftskategorien har ingen indflydelse på hvordan regningen bliver registreret på momsopgørelsen.

Efter vi har godkendt en regning med denne momssats, kan vi gå over på Billy's momsopgørelse, for at se hvilken effekt det har haft på momsopgørelsen.

Du kan finde momsopgørelsen på følgende måde:

  • Klik på Regnskab
  • Klik på Momsopgørelser
  • Klik på den periode som regningen lægger sig ind på (i dette tilfælde klikker vi på 1. kvartal 2024)
  • Klik på Vis grundlag

Her kan vi se at regningen er kommet ind på tre faner i grundlaget, og to af disse faner udgør den reverse charge (omvendt betalingspligt), som blev nævnt tidligere i guiden.

  • Moms af ydelser købt i udlandet: Dette står som udgående moms. Det betyder, at systemet betragter det som noget du skal betale til SKAT, altså der er derfor blevet bogført moms af købet som om, det var et salg.
  • Købsmoms (indgående moms): Det samme beløb bliver også registreret som købsmoms, altså den moms du kan få refunderet eller modregne.

I praksis betyder dette, at de to poster — udgående moms og indgående moms for denne regning— udligner hinanden, hvilket resulterer i, at det samlede momsbeløb for købet bliver 0 kr. Derfor vil momsen i alt på det specifikke køb eller regning balancere, og slutresultatet for de momsrelaterede linjer vil blive nul. Dette betyder, at momsudligningen mellem udgående og indgående moms sker automatisk, og du ender med ikke at skulle betale yderligere moms fra denne regning. Det hjælper med at sikre, at EU-køb bliver korrekt registreret i henhold til danske momsregler.

Derudover skal dit købs fulde beløb også sættes i den korrekte rubrik under momsopgørelsen, men dette beløb påvirker heller ikke det som du i alt skal betale til eller have tilbage fra SKAT, men som du kan se i eksemplet, så bliver regningen også automatisk sat ind på den rigtige rubrik ved at vælge den rigtige momssats på regningen.

Hvis du har købt nogle varer fra øvrige udlande uden for EU, er det ikke nok bare at vælge "(0%) Køb af varer i øvrige udland" som momssats på regningen, men i stedet for skal du følge denne guide for at lave en importspecifikation.